Sådan kommer du på Facebook, Google, Gmail mv. i Kina

I denne guide kan du læse hvordan du kommer på blokerede hjemmesider og apps på din rejse i Kina. I Kina er mange af de apps og hjemmesider du typisk bruger i Danmark nemlig blokeret af de kinesiske mydigheder.

Denne artikel er skrevet, mens jeg sidder på mit hotelværelse i Shanghai, Kina. Normalt skriver jeg alle mine rejseartikler i et online Google Doc. Men ikke denne gang. For de kinesiske myndigheder blokerer for de mest populære vestlige internettjenester som Google, Facebook, Twitter og Snapchat.

 Herudover er en række engelsksprogede nyhedshjemmesider blokeret. Det gælder f.eks. CNN og BBC. Og får du lyst til at streame film og musik, så er det også svært. For tjenester som YouTube, Netflix, HBO og Spotify er også blokeret a’. Heldigvis er ingen danske nyhedsmedier endnu blokeret.

The Great Firewall of China

Med reference til den kinesiske mur, så har de kinesiske myndigheder oprettet ‘The Great Firewall of China’. Myndighederne kontrollerer alt internettrafik ind i landet, og blokerer med hård hånd alle internetsider og -tjenester, som ikke vil lade sig underkaste kinesernes censur.

Kommunistpartiet har altid haft fuld kontrol over kinesernes adgang til nyheder mv. Siden revolutionen har myndighederne ejet alle aviser, radio- og tv-stationer. De ønsker nemlig fuld kontrol med den offentlige debat.  Og da internettet kom til Kina,  så blev det også underlagt fuld kontrol.

Ifølge Wikipedia (som også er blokeret i Kina) er mere end 10.000 udenlandske hjemmesider, apps og internettjenester ikke tilgængelige i Kina.. Samtidig overvåger de kinesiske myndigheder også kinesernes egen brug af internettet. Mange ord og vendinger kan man slet ikke søge på, når man går ind på Baidu, der er den kinesiske kopi af Google.

Sådan kommer du på Facebook, Google, Gmail mv. i Kina

Heldigvis er der nogle huller i kinesernes blokering af vestligt internet. Her kan du læse, hvordan du gør:

1. Internet-adgang

Først skal du selvfølgelig have adgang til internettet. Umiddelbart lyder det ikke svært, men det er faktisk ikke så let som i andre lande, jeg har besøgt.

Dansk SIM-kort og roaming
Du kan selvfølge bruge et dansk SIM-kort. Men de såkaldte roaming-afgifter er sindssygt høje, så det vil jeg ikke anbefale.

Wi-fi
Der er rigtigt mange steder, der tilbyder gratis wi-fi. F.eks. caféer, shopping-centre og restauranter. Men som regel skal du registrere dig, og ofte er sign-up siderne kun på kinesisk. Og selvom de er på engelsk, så kræver det tit et kinesisk telefonnummer. På dit hotel vil der som regel også være wi-fi, hvor du som gæst kan få adgang.

Kinesisk SIM-kort
Du kan også, som jeg har gjort, købe et kinesisk SIM-kort og på den måde få adgang til internettet. Det er utroligt billigt at få et SIM-kort. Jeg har et kort, der virker i 8 dage med 1 GB data om dagen. Det kostede kun 30 yuan (ca. 30 DKK) for alle 8 dage.

China Mobile har kontorer over hele Kina.

Jeg kan anbefale China Mobile, der mange kontorer overalt i de store kinesiske byer (de øvrige selskaber hedder China Telecom eller China Unicorn). Du skal bruge dit pas, når du køber SIM-kortet.

2. Få en VPN-service/app

For at komme gennem ’The Great Firewall of China’ og få adgang til f.eks. Google, så skal du bruge en såkaldt VPN-forbindelse. Det er enten et lille program, du installerer på din computer eller en app på din mobil.

Jeg har ikke den store tekniske viden til at forklare, hvad en VPN er, men har fået det beskrevet det som en tunnel gennem Kinas firewall, der bl.a. giver dig adgang de blokerede sider.

Der findes en række udbydere af VPN, men det er nødvendigvis ikke alle, der virker i Kina, så du må prøve dig lidt frem, når du er i landet. De fleste VPN-tjenester koster penge, men du får oftest de første 7 dage gratis. Og hvis en VPN-tjeneste ikke virker i Kina, så afbestiller du den bare igen. Af samme grund vil jeg anbefale dig først at prøve de forskellige tjenester af når du er i Kina. På den måde undgår du at købe en VPN-tjeneste, der ikke virker.

Min anbefalinger er, at du downloader en række VPN-apps inden du ankommer til Kina. Det er især relevant for Android-brugere, da Google Play er blokeret i Kina.

Jeg har prøvet en række forskellige VPN-apps til min mobil, og fandt kun én der virkede. Kina ændrer løbende deres firewall, og det betyder, at det skifter, hvilke VPN’ere som virker.

Express VPN

App Store Google Play

NordVPN
App Store Google Play

Hvis ingen af ovenstående virker for dig, så finder du flere VPN-apps ved at søge i App-store eller Google Play.

Jeg har ikke så meget erfaring med VPN-programmer til PC, da jeg allerede har det installeret via mit arbejde. Men der er flere af de firmaer, der udbyder VPN-apps til mobiler, der også udbyder programmer til PC og Mac.

Når du har installeret app på din mobil, så skal du starte appen. Hvis der ikke sker noget efter 1-2 minutter, så virker appen ikke i Kina. Slet appen og prøv med en anden. Det kræver noget tålmodighed

3. Log på Google, Facebook, Gmail og alle de andre ’forbudte’ apps og sider

Når du endelig finder en app, der virker, så kan du komme på de blokerede apps og hjemmesider. Tryk ’Connect’ i appen, og efter kort tid efter har du hul gennem The Great Firewall.

Min erfaring er at hastigheden på internettet ofte falder ret markant, når du er tilsluttet VPN’en. Så jeg vælger af og til at slå den fra. F.eks. virker TripAdvisor og Apples egen kort-app langt bedre, når VPN ikke er slået til. 

Er det lovligt at bruge VPN i Kina?

Det er kort svar er, at det er det nok ikke. Men det er meget usandsynligt, at du vil få tjekket din mobil eller computer af de kinesiske myndigheder. Og hvis det sker, så vil du blive bedt om at slette VPN’en.

Der findes flere artikler om emnet, som går i dybden med emnet. Men jeg kan bl.a. anbefale denne artikel:

Is it legal to use VPN in China

Mine egne erfaringer i Kina

Det kræver noget tålmodighed at få adgang til blokerede apps og hjemmesider i Kina. Det erofte frustrerende bruge VPN. Ofte virkede det fint, men jeg oplever ofte perioder, hvor det slet ikke virker– eller hvor hastigheden er ekstremt langsom.

De kinesiske myndigheder arbejder hele tiden på at blokere eller begrænse VPN-tjenester, og jeg tror, at det er årsagen til, at min VPN er meget ustabil. F.eks. kan det til tider tage flere minutter at hente indhold på min Instagram-app. Meget frustrerende!

Normalt bruger jeg Google Maps, når jeg rejser, men her i Kina virker denne app ikke særligt godt. Den er f.eks. ikke god til at planlægge ruter med offentlig transport. Her bruger jeg Apples kort-app i stedet for, som virkede upåklageligt til at finde vej i Shanghai. Dog virker den bedste, hvis jeg har slået VPN fra. Hvis du har erfaring med en Android-mobil og vejvisning, så skriv det gerne i kommentarfeltet nedenfor.

 

Internationale firmaer, der arbejder i Kina, må gerne bruge VPN for de kinesiske myndigheder. Det betyder at professionelle VPN-løsninger virker langt bedre i Kina. Så har du en arbejds-pc med f.eks.CISCO VPN, så virker det upåklageligt. Jeg har min arbejds-pc med på rejsen, og her kan jeg uden forsinkelser både streame film og høre musik.

Ny her på Taste the World?

Per Sommer

Hvis det er første gang, du er på denne hjemmeside, så undrer du dig måske over, hvor du er havnet?

Jeg hedder Per Sommer og dette er min personlige rejseblog, som jeg driver fordi jeg elsker at rejse. Du kan læse mere om min hjemmeside her:

Skriv en kommentar eller stil et spørgsmål

Find mere inspiration til din rejse

På vandreferie i Iran og Libanon som solokvinde

Vandreferie i Iran og Libanon som solokvinde

Gør dig klar til en rejse ud over det sædvanlige med denne episode af Taste the World, hvor du kan blive klogere på eventyrlige vandreferier i Iran og Libanon – set gennem øjnene på en modig solorejsende kvinde.

Læs mere »

Denne hjemmeside bruger cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af godkender du cookiepolitikken.