Ni gode grunde til at tage på ferie i Thailand

I sidste måned var jeg så heldig, at være 10 dage i fantastiske Thailand. Det var ren daseferie og eneste formål var, at få ladet batterierne op. Jeg har efterhånden været der mange gange og elsker landet. Thailand skuffer aldrig, og det er det perfekte sted at få ladet batterierne op, hvis du er træt af den mørke og grå danske vinter.

Går du og overvejer, hvor din vinterferie skal gå til, så er her ti gode grunde til at vælge Thailand:

1. Det er let og (forholdsvist) billigt at komme til Thailand

De seneste år er priserne på flybilletter kun gået en vej. Nedad. Og det gælder også på flybilletterne til Thailand. Er du ikke kræsen med flere mellemlandinger og længere flytider, så kan du komme afsted for helt ned til kr. 3.500. Er du, som mig, lidt mere magelig, så vil jeg anbefale et direkte fly. Fra København flyver Thai Airways og Norwegian dagligt til Bangkok, Thailands hovedstad. For eksempel kan du komme afsted med Norwegian i marts for omkring 4.600 kr.

For det bedste overblik over flybilletter, så gå til momondo.dk eller kayak.com.

2. Thailand er et let og sikkert rejseland

Omkring 30 millioner turister besøger hvert år Thailand. Det er rigtigt mange turister, og der findes da også områder, som er alt for turistede efter min smag. Heldigvis er der også rig mulighed for at finde masser af steder, der ikke er overrendte. Fordelene ved de mange turister er, at landet også er gearet til det. Du kan altid finde nogen, der taler engelsk. På restauranterne er menuerne på engelsk. Det er let at komme rundt i landet med både taxa, fly og båd.

Generelt er Thailand et meget sikkert land. Desværre har der været enkelte terrorangreb, men det er ikke noget, man bør frygte som turist. Det er altid en god idé at tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning, inden du tager afsted:

Rejsevejledning for Thailand
http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/rejsevejledninger/thailand

3. Det gode varme klima

I mens vi går rundt og fryser herhjemme, så ligger temperaturen lige nu på omkring 30 grader. Og temperaturen falder sjældent til mere end 23-24 grader om natten. Så kufferten skal pakkes med sommertøj. De lange bukser og trøjen skal du kun bruge til flyturen.

Thailand har tre sæsoner. Den kølige sæson fra november-februar, hvilket efter danske forhold ikke er køligt men behageligt varmt. Denne periode er også højsæson. Den varme sæson fra marts til maj. Regn-sæsonen fra maj til oktober. I denne periode finder du oftest de billigste rejser. Man kan sagtens besøge landet i denne periode. Oftest regner det kun et par timer om dagen.

4. Thaiernes venlighed

“Sawadee kap/kaa” hører du konstant, når du er i Thailand. Det betyder “velkommen” og bliver efterfulgt af foldede hænder foran ansigtet og et lille nik. Thailand er det land, som jeg har besøgt, hvor befolkningen er mest venlige og imødekommende. Der er som regel altid overskud til et smil og en hjælpende hånd, hvilket gør Thailand til et fantastisk land at være i.

5. Maden

Puha, maden er meget stærk, men det smager også fantastisk godt. Thaierne selv er vilde med mad, og overalt kan man købe mad. Enten på restauranter eller som streetfood. Husk altid at bestille maden på mild styrke. Det er stadig stærkt, hvis du spørger mig.

Har du mod på selv at springe ud i det thailandske køkken, så kan jeg varmt anbefale at tage på kokkeskole. Det er sjovt, og man bliver meget klogere på de thailandske retter. I de fleste byer er det muligt at finde kokkeskoler for turister, og de koster som regel omkring 300-600 kr. pr. person.

6. Strandene, øerne og havet

I Thailand kan du finde de mest fantastiske strande med det lækreste azurblå vand.. Der er de overturistede strande, hvor der altid er liv og glade dage. Du finder også uspolerede øde strande, hvor du bare kan slentre i timevis. Og så er der de små strande på en af Thailands mange øer. Udfordringen kan være at vælge.

7. Shopping, shopping, shopping

Husk at have plads i kufferten, når du rejser hjemmefra, for der er meget at købe i Thailand. På de mange markeder finder du alt fra souvenirs til sko og tøj. De fleste større byer har store og flotte indkøbscentre, hvor man også kan købe internationale mærkevarer.

8. Dine feriepenge rækker langt

Dine opsparede lommepenge rækker langt i Thailand. Det gælder både, når du skal shoppe, spise og overnatte. En rigtig god 3-retters middag kan sagtens fås for under 100 kr. Det inkluderer selvfølgelig en iskold øl. Spiser du på en af de mange street food-steder, så koster en ret omkring 10-20 kr.

Det er også let at finde billige overnatningsmuligheder alt afhængig af, hvor meget luksus man vil have. Husk, at det som regel altid er billigere at booke hos de store direkte kæder direkte – istedet for hotel-hjemmesider som f.eks. hotels.com.

9. Den bedste massage

Det første jeg gør, når jeg er landet, og kufferten er pakket ud er, at få mig en god gang thai-massage. Så glemmer man hurtigere den lange flyvetur. For 50 kr. kan man få en hel times massage, og thaierne er ekperter, når det kommer til massage. Der bliver taget fat, og alle de ømme muskler bliver løsnet.

Overalt i byerne, på hotellerne og på strandene kan man få massage. I Danmark forbindes thai-massage ofte med bordeller. Men de fleste steder i Thailand tilbydes der kun lødig massage.

Kan du lide hvad du læser? Så følg Taste The World:

Facebook 

Twitter

 

Læs flere rejseartikler fra Taste the World

Denne hjemmeside bruger cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af godkender du cookiepolitikken.