Drop restauranten på ferien.
Spis privat og få dig en helt unik oplevelse

En forholdsvis ny hjemmeside giver dig mulighed for booke en middag i et privat hjem, når du er på ferie. Taste The World prøvede det nye koncept på en tur til Israel. Det endte med at blive et af de helt store højdepunkter på turen.

I starten af juni gik turen til Israel.  Et land som jeg vender tilbage til igen og igen. Selvom landet er mindre end Jylland, så er det et som en koncentreret Maggi-terning spækket med oplevelser, store fascinerende kontraster, easy-living og ikke mindst et af de lande, hvor jeg har fået den allerbedste mad.

Skal? Skal ikke?

Før afrejsen til Tel Aviv var jeg faldet over hjemmesiden EatWith.com, som formidler middagsoplevelser i private hjem. Min umiddelbare reaktion var, at det lød som et rigtig sjovt koncept, men blev også skeptisk.  Er det ikke underligt, at spise hos folk man ikke har mødt før? Er sproget en barrierer? Og hvad hvis man ikke har noget at tale om? Heldigvis vandt  nysgerrigheden over min skepsis.

Aftalen kommer på plads

På hjemmesiden, som tilbyder middagsoplevelser i hele verden, var der adskillige familier og par i Tel Aviv, hvor vi kunne booke en privat middag. Alle værter præsenterer sig selv med billeder, middagsforslag og så har tidligere gæster skrevet anmeldelser af deres oplevelser. Det gjorde det forholdsvis let, at finde frem til en god vært.

Jeg skrev til en fyr, der hedder David, og spurgte om vi kunne booke en middag hos ham. Vi fik lynhurtigt sat en aftale i stand, og menuen lød på jødisk middelhavsmad.

En aften i herligt selskab

Vi var ret spændte, da vi troppede hos David og hans kone Naomi. Ville det nu blive en god aften hos mennesker, som vi ikke kendte? Men vi var knap nok kommet indenfor døren, før vi følte os rigtig godt tilpas. David og Naomi var utrolig søde mennesker og havde mange gange før prøvet at være værter.

Vi blev først budt på et lille glas Arak (også kendt som Ouzo) og samtalen flød helt naturligt fra starten. Kort efter vores ankomst troppede to af deres venner op og vi gik alle til bords og fik en fantastisk tre-rettes menu og god israelsk vin til.

Vores forventning havde været at maden ville være i fokus hele aftenen. Den fyldte en del, men vi fik også talt om politik, religion og situationen i Mellemøsten. Vi talte om forskelle mellem Danmark og Israel, uddannelse og familie- og arbejdsliv. Og så fik vi grinet rigtig meget.

Vi glemte helt tid og sted, og efter fire timer var det tid til at sige farvel til vores nye israelske venner.

Mødet med lokale gøre rejsen unik

De rejser, som jeg husker allerbedst, har altid været der, hvor jeg er kommet helt tæt på den lokale befolkning. Jeg elsker museer, turistattraktioner og at spise på gode lokale restauranter. Men som turist kan man også hurtigt komme til at føle sig som tilskuer uden rigtig at komme helt tæt på stedets kultur og folkesjæl.

Med EatWith kom jeg helt tæt på en families liv i Tel Aviv, og det er med garanti ikke sidste gang jeg dropper restauranten og booker en privat middag.

[separator type=”thin”]

Det praktiske

Sådan booker du

Gå ind på hjemmesiden Eatwith.com. Opret en profil. Søg på den by, hvor du gerne vil booke en middag.

Der findes mere end 400 værter i 30 forskellige lande. Over 50 forskellige nationaliteter og 40 forskellige køkkener er repræsenteret.

Find den vært og det køkken der matcher dine ønsker. Via EatWith kontakter du værten. EatWith sørger for betalingen, så du skal aldrig udveksle penge med din vært. EatWith er også din garant for at du får dine penge retur, hvis en middag fx går hen og bliver aflyst.

Tips og tricks

  • Tjek at værten taler et sprog, som du også taler. Ellers bliver det en lang aften! I værtens profil kan du se hvad han/hun taler.
  • Værtindegave? Ikke nødvendigt. Vi havde ikke en værtindegave med, men efterfølgende ville vi gerne have kunnet give dem en lille ting fra Danmark.
  • Påklæding? Det kommer an på værten. Vi havde afslappet pænt tøj på. Er du i tvivl, så spørg værten.
  • Er det sikkert? Vi følte os helt trygge. EatWith gør meget for at tjekke værterne. Tjek endvidere om værterne har fået gode anmeldelser af tidligere gæster.
  • God opførsel. Husk almindelig god opførsel. Vær respektfuld overfor stedets kultur og traditioner. Spørg fx om du skal tage skoene af, inden du kommer ind.

Vores oplevelse

Vi bookede vores middag hos David, som var uddannet kok. Han er gift med Naomi og har to døtre. Du kan læse mere om David her:

Eat with Tel Aviv urban Family

Vi betalte det der svarede ca. 360 kr. pr. person og det inkluderede aperitif, snacks, forret, hovedret, dessert, vin og kaffe.

Læs flere rejseartikler fra Taste the World

Denne hjemmeside bruger cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af godkender du cookiepolitikken.