Ni tips til at komme gennem Københavns Lufthavn uden stress

Forbered dig 

Jeg har sådan et underligt had-kærlighedsforhold til Københavns Lufthavn. På den ene side så er det her ferien for alvor starter. Der er sommerfugle i maven, fremmede mennesker, og så er det starten på masse nye eventyr.

På den anden side, så er København Lufthavn også lig med stress; mange mennesker, dårlig indretning, ombygninger og lange køer. Mere end 29 millioner rejste gennem Københavns sidste år. Og der kommer endnu flere i år. Kombineret med lufthavnens største byggeprojekt til dato, så kan det være noget af en udfordrende oplevelse at komme igennem lufthavnen.

Så inden jeg tager til lufthavnen, så prøver jeg på bedste vis at forberede mig både mentalt og praktisk. Jeg har her samlet nogle råd, som kan gøre din tur gennem lufthavnen meget bedre.

Start allerede hjemmefra

For at få den bedste oplevelse i Københavns Lufthavn,er det vigtigt, at du forbereder dig hjemmefra.

#1 Rejs kun med håndbagage, hvis muligt

Din tur gennem lufthavnen bliver væsentlig lettere, hvis du kan undgå at tjekke kufferter ind – og kun rejser med håndbagage.

Du vil spare en del penge, da de fleste flyselskaber tager penge for indtjekket bagage.

Der er ofte lange køer til indtjekning af bagagen, som du kan springe over, og du sparer derved en masse tid. Du kan faktisk gå direkte til sikkerhedskontrollen når du ankommer – og så videre til din gate.

Ulempen er selvfølgelig, at du ikke kan have så meget med som i en almindelig kuffert.

Og så må du kun have beholdere med væsker (shampoo, tandpasta, parfume mv.), som kan være i en 1-liters gennemsigtig plastikpose . Hver beholder må maks være 100 ml. Har du babymad eller særlig diætmad, så må du også godt have dette med. Har du ikke sådan en pose, kan du få den udleveret gratis i sikkerhedskontrollen.

Lufthavnens regler for væsker i håndbagagen

Flyselskaberne har ret strikse regler for størrelsen og vægten af håndbagagen. Hvis du ikke overholder disse regler, så kan du risikere at skulle tjekke håndbagagen ind – mod betaling.

Jeg skulle engang flyve med Norwegian, og her gik en mand rundt og tjekkede folks håndbagage, før vi gik ombord på flyet. Var tasken for stor, så skulle man betale 400 kr. pr. taske!

De fleste ved det ikke, men man må faktisk tage to tasker med i flyet. En såkaldt kabinekuffert. Derudover må du også tage en lille håndtaske, eller det der svarer til en computertaske, med.

Reglerne for håndbagage svinger fra flyselskab til flyselskab. Så tjek altid på flyselskabets hjemmeside:

Norwegians regler for håndbagage

SAS’ regler for håndbagage

Ryanairs regler for håndbagage

Easyjets regler for håndbagage

#2 Hent flyselskabets app og check ind hjemmefra

24 timer før din afgang kan du checke ind på dit fly. Hvis du henter flyselskabets mobil-app, så kan du tjekke ind her. Fordelen er, at du også får dit boarding-kort på mobilen. Du slipper for at printe det eller at stå i kø ved indtjekningsterminalerne i lufthavnen. Men løb ikke tør for strøm på mobilen, så du ikke vise dit boardingkort.

#3 Hent Københavns Lufthavns app

Jeg vil også anbefale dig at hente lufthavnens app, der hedder ‘CPH Airport’. Den giver dig en masse nyttige informationer om din flyrejse. Du kan ‘overvåge’ dit fly og få at vide, om flyet eventuelt er forsinket. Du kan se, hvor lang tid det tager at komme igennem sikkerhedskontrollen. Når du er i lufthavnen, så får du også at vide, hvilken gate du skal flyve fra. Samt hvornår du skal begynde at bevæge dig mod flyet.

Appen til Københavns Lufthavn

#4 Tag tog, metro eller DriveNow til lufthavnen

Det er dyrt og besværligt at have sin bil med i lufthavnen, så jeg vil helt klart anbefale, at du tager tog eller metro, hvis du har mulighed for det. Kommer du fra Fyn eller Jylland, så kan du eventuelt parkere din bil gratis ved Høje Taastrup Station og tage toget derfra. Turen fra Høje Taastrup til lufthavnen tager 30-40 minutter.

For os, der bor i København, så er der kommet et rigtig godt alternativ med delebilerne DriveNow. Jeg prøvede det for første gang for en måned siden. Jeg bookede en bil, som stod rundt om hjørnet, og så kørte jeg selv til lufthavnen. Turen kostede ca. 150 kr., og bilen skulle parkeres lige ved lufthavnsterminalen. Det er rigtig smart og meget billigere end en taxa, som ville have kostet mig over det dobbelte.

DriveNows hjemmeside

#5 Sikkerhedskontrollen – vær forberedt

Sikkerhedskontrollen er nok noget af det mest stressende i lufthavnen. Der er lange køer og masser af regler. Derfor er det godt at forberede sig lidt.

På lufthavnens hjemmeside eller app kan du få en fornemmelse af, hvor lange køerne er. Men det kan skifte hurtigt, så kom altid i god tid. (Minimum to timer for indenrigs/europæiske og 2½, hvis du rejser uden for EU).

  • Vælg en kø, hvor der er flest forretningsrejsende (og ikke børnefamilier og uerfarne rejsende). Forretningsfolk rejser meget, kender reglerne, så derfor kommer de også hurtigere igennem sikkerhedskontrollen.
  • Rejser du med computer, iPads og væsker, så læg det øverst i din taske. Det skal nemlig ud af tasken, så sørg for, at du hurtigt kan komme til det.
  • Læg nøgler, mobil og andet indhold fra dine bukselommer i dine jakkelommer. Du skal nemlig have jakken af – og så får du også samling på alt, det du har i lommerne.
  • Vær sød overfor personalet. De passer bare deres job, selvom du synes, de stiller dumme spørgsmål. Og kom aldrig dumme bemærkninger om bomber, våben og terror. Det er ikke sjovt.

#6 Spring shopping-helvedet over

Hvis du ligesom mig hader shopping, så kan du næsten undgå det i lufthavnen. Normalt bliver du tvunget gennem det store tax-free-shopping-område, som oser af parfume. Men du kan faktisk undgå det. Der er nemlig muligt at benytte ‘nødudgangen for parfumeallergikere’. Når du er kommet igennem sikkerhedskontrollen, så drej til venstre. Her en stor hvid dobbeltdør, som fører dig uden om shopping-helvedet.

#7 Find ro

Der er pres på i Københavns Lufthavn. Aldrig har der været så mange passagerer, og samtidig er der gang i lufthavnens største ombygning til dato. Så jeg prøver altid at komme væk fra al mylderet og finder et stille hjørne. Jeg plejer som regel at købe en god cappuccino hos Joe & Juice (larm!), og så går jeg ud til min gate, hvor der plejer at være ro.

Ellers er der en række andre alternativer, som du kan læse mere om på berlingske.dk

5 steder med fred inden flyturen

#8 Få dig en gang afslappende massage

Rejser du uden for EU, skal du altid flyve fra finger C. Lige efter paskontrollen står der en række massage-stole, som faktisk giver en rigtig god gang massage inden den lange flyvetur.

#9 Tag powerbank med til mobilen

Du får brug for din mobiltelefon i lufthavnen. Hvis du både har hentet flyselskabets og lufthavnens app, så skal du bruge den både som boarding pass og til at holde øje med, hvornår du skal flyve. Du må ikke løbe tør for strøm, og jeg vil anbefale dig at tage et såkaldt powerbank-batteri med til din telefon. Så har du også strøm på telefonen, når du sidder i flyet.

Dette indlæg er ikke sponsoreret.

Læs flere rejseartikler fra Taste the World

Denne hjemmeside bruger cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af godkender du cookiepolitikken.