Dans burlesque i Tokyo.
Udfordr dig selv med en ukuele i London.
Lær at spyde ild i Miami.
Det er blot nogle af de oplevelser, som du nu kan booke via Airbnbs app.
De fleste kender Airbnb som firmaet, der lejer private værelser og boliger ud til rejsende. Men i slutningen af 2016 åbnede Airbnb op for en ny service, hvor du via deres app også kan booke lokale, unikke oplevelser.
Oplevelserne, som tilbydes via Airbnb’s app, er dog ikke de typiske rejseoplevelser, som mange rejsende kender. Her har du ikke mulighed for at booke den traditionelle hop-on/hop-off turbus eller en havnerundfart, som vi kender det her fra København. Det handler ikke om at stå i kilometer-lange køer for at komme ind og se populære seværdigheder som Eiffel Tårnet i Paris eller Frihedsgudinden i New York.
Fokus er i stedet på at skabe autentiske og unikke oplevelser arrangeret af lokale ildsjæle. Det kan være alt fra et kursus i, hvordan man laver nudler i Tokyo, til et surferkursus på Hawaii. Der er dog også tilbud til rejsende, som ikke er ligeså eventyrsøgende. Appen tilbyder for eksempel også madkurser, rundture til områder med streetfood eller vinsmagning.
Cykeltur i Tokyo
I marts skal jeg på en rejse til Japan, og her har jeg tænkt mig at prøve ‘Airbnb Oplevelser’. Tokyo er en af de byer på app’en, hvor man kan finde forholdsvis mange oplevelser. Af de mere specielle oplevelser er et tre-dages kursus i japansk burlesque-dans og et samurai-kursus. Jeg går dog lidt mere konservativt til værks og har valgt en guidet cykeltur gennem en historisk bydel. Turen er arrangeret af en tilsyneladende excentrisk amerikaner, der har boet mere end 20 år i byen og går under navnet ‘Racer X Tokyo’. Jeg vil selvfølgelig lave et indlæg om turen her på bloggen til marts.
Meget mere end bare ture
Udvidelsen af Airbnb’s app omfatter dog meget mere end ture. Appen er også blevet opgraderet med ‘insider’-destinations-guider, audio-guidede ture og interaktive kort, der viser barer og restauranter i nærheden. Der er også såkaldte ‘meetups’, hvor man som rejsende kan møde de lokale, på f.eks. barer eller en barbecue arrangeret i en park. Men så vidt jeg kan se, så findes disse ‘meetups’ indtil videre kun i USA.
Sådan gør du
Du behøver ikke at have lejet overnatning gennem Airbnb for at benytte den nye service. Det eneste, der kræves, er, at du har downloadet Airbnb’s app og logget på. Du kan kun booke via appen – ikke på deres hjemmeside.
Alle aktiviteter, der er tilbydes via appen, udbydes af lokale ildsjæle efter samme princip, som udlejere af overnatning. Airbnb er udelukkende ‘mellemmand’, som opkræver prisen for den valgte aktivitet (og tager deres del af kagen). Samtidig er man dækket af Airbnb’s ansvarsforsikring på op til 1 mio. US dollars.
Hent Airbnb-appen her:
Denne artikel er ikke sponsoreret af Airbnb eller andre.