Syv alternative steder, som du skal se i Jerusalem

Jerusalem er på en gang både fascinerende, smuk og vanvittig. Har du først besøgt byen, så vil du aldrig glemme det.

Her lever tre verdensreligioner side om side på godt og ondt. Fanatiske kristne kommer slæbende med store trækors på ryggen på Via Dolorosa. Ved Grædemuren står vuggende ortodokse jøder, mens unge drenge bliver fejret ved den jødiske pendant til konfirmation – bar mitzvah. Lige over Grædemuren troner den gyldne Al Aqsa-moske, som er det tredjemest hellige sted for muslimer.

Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen, har engang kaldt byen (1):

.. et monument over de værste menneskelige egenskaber og følelser: had, fanatisme, jalousi, besiddertrang og magtfuldkommenhed, opført i overensstemmelse med religionernes inderste, sorte kerne: den ikke-eksisterende anerkendelse af andres sandheder og dermed en fuldkommen manglende evne til at dele. Man skulle tro, dette måtte være en grim by. Men det er det ikke

Krasniks citat beskriver ret præcist den stemning, som kan opleves i Jerusalem. På den ene side er byen fyldt med grupper af folk, der ikke kan fordrage hinanden. Den gamle by er heldigvis delt op i klart opdelte religiøse bydele, som sikrer en nogenlunde stabilitet. På den anden side er byen symbol på det smukke og guddommelige.  Du mærker historiens vingesus, når du bevæger dig ned igennem den smukke gamle by.

Har du ikke været i Jerusalem før, så er der en række ting du skal se. I den kristne bydel er der blandt andet turen ned ad ‘Via Dolorosa’, hvor Jesus efter sigende gik med korset inden han blev korsfæstet. Gravkirken er også et must. Her flokkes pilgrimme fra hele verden til. Smukke ikoner og andre religiøse symboler bliver kysset og tilbedt med høj intensitet.

Gravkirken, Jerusalem (C) Per Sommer
Pilgrimme ved stenen, hvor Jesus i følge legenden blev salvet efter han døde.

I den jødiske bydel er det en uforglemmelig oplevelse at stå ved Grædemuren. Ortodokse jøder står i flere timer og beder. Jøder fra hele verden kommer her for at bede og mindes templet, som Romerne ødelagde.

Grædemuren, Jerusalem. (C) Per Sommer

I den østlige del af Jerusalem hører muslimerne til. Her er der liv i bazaren, hvor du kan få alt fra prangende bling-bling-guldsmykker og  billigt plastik-legetøj til byens bedste falafel.
Det er let at blive grebet af alle de store attraktioner i Jerusalem, men hvis du ønsker at opleve andre sider af Jerusalem, så er her otte steder, som er et besøg værd:

#1
Den Østrigske Mission – The Austrian Hospice

Udsigten fra Den Østrigske Mission. Syv alternative ting, som du skal se i Jerusalem. (C) Steve Conger, Flickr, Creative Common Licens CC BY-NC-ND 2.0
Udsigten fra Den Østrigske Mission, Jerusalem

Dette sted er lidt af hemmelighed i Jerusalem og et af mine yndlingssteder i byen. Den Østrigske Mission er ikke sådan lige til at finde, så spørg de lokale om vej. Missionen ligger på Via Dolorosa, og udefra kan du kun kende den på en stor grå jerndør. Døren er låst, men ringer du på, så åbner døren automatisk.

Du kommer herefter ind i en smuk og fredfyldt have, hvor østrigske nonner driver en café med wiener melange og sachertorte på menukortet. Det er godt sted at tage en pause fra den hektiske bazar, og man føler sig næsten hensat til musicalen Sound of Music.

Efter kaffepausen skal du gå op på taget af den gamle bygning. Her er et af byens bedste udsigtspunkter over Jerusalem og Al-Aqsa moskeen med sin ikoniske guldkuppel.

Missionens hjemmeside
Placering på Google Maps

#2
Det etiopiske kloster

Ved siden af Gravkirken ligger et lille etiopiske kloster. De har nemlig ikke fået lov til at være inde i den store Gravkirke af de andre kristne kirker. Selve klostret er mørkt og indelukket. Men her er en helt særlig stemning, som er et besøg værd.

Fra bazaren finder du klostret via en trappe på Souq Khan Zeit-gaden. Kig efter en lille juice-vogn og den faldefærdige indgang til bageriet Zalatimo. Når du kommer op af trapperne, skal du lige frem. Herefter ligger klostret på venstre side.

Du går ned gennem klostret og ender herefter på pladsen foran Gravkirken.

Placering på Google Maps

#3
Mahane Yehuda Market

Mehane Yehuda Marked, Jerusalem (C) Per Sommer

Som dansker er det et imponerende syn af friske grøntsager. Store solmodne tomater ligger side om side med friskplukkede appelsiner og blomkål i dobbelt størrelse. Det gavmilde klima afspejler sig tydeligt i vareudbuddet på Jerusalems største marked.

Her er mere end 250 stadepladser, som sælger alt fra fisk, kød, kager, brød og grøntsager. Der er også en række små lækre spisesteder, som både serverer god mad og fremragende israelsk vin.

Fra den gamle by (Jaffa Gate) kan du tage sporvognen direkte til markedet.

Placering på Google Maps

#4
Mea Shearim

Mea Shearim, Jerusalem (C) Dedube, Flickr, Creative Common Licens CC BY-NC-ND 2.0

Dette er et af de ældste kvarterer i Jerusalem, hvor de såkaldte harediske og hasidiske jøder holder til. Det er ultraortodokse jøder, som oprindeligt kom fra Østeuropa. De ser den moderne verden som en trussel mod deres religion, og derfor vil du opleve en bydel, hvor tiden har stået stille siden 1910’erne.

Her går alle mænd i sort og flotte høje hatte. Kvinderne har paryk (eller tørklæde) på, da de ikke må vise deres hår. Her er ingen internet eller tv. Til gengæld hænger der avis-plakater på gaderne, hvor de lokale får deres nyheder.

Beboerne i området meget er sky og vil helst ikke fotograferes. Som kvinde skal du ikke komme i shorts/nederdel, og mænd skal have shorts på. Hvis du besøger området under sabbatten (fredag/lørdag), så er fotografering, rygning og brug af mobil forbudt. Jeg vil derfor anbefale, at du besøger området på en af ugens øvrige dage, hvis muligt.

Mea Sheariam, Jerusalem (C) Per Sommer
Plakat der opfordrer besøgende kvinder til at gå ‘ydmygt’ klædt ved indgang til bydelen Mea Shearim

#5
Yad Vashem
Holocaust Museum

Holocaust-museet Yad Vashem, Jerusalem, (C) IsraelTourism, Flickr, Creative Commn Licens CC BY-SA 2.0

Dette er Israels monument for de mere end seks millioner jøder, som blev dræbt under Anden Verdenskrig. Stedet indeholder et museum, som på bedste vis formidler den grusomme historie. Fokus er på formidlingen om det individuelle offer, hvilket gør oplevelsen meget stærk.

Dette er en intens oplevelse, som kræver tid. Afsæt ca. 3 timer til dit besøg.

Museets hjemmeside
Placering på Google Maps

#6
Israel Museum
Museum

Israel Museum, Jerusalem, (C) zshort1, Flickr, Creative Common CC BY 2.0
Bygningen, der indeholder Dødehavsrullerne, Israel Museum.

Dette er Israels nationale museum, som blandt indeholder alt fra antik til moderne kunst fra hele verden. Museet har mere end 500.00 genstande, hvoraf kun en mindre del er udstillet. Museet har en utrolig smuk have med mange smukke skulpturer. Herudover er der en særlig bygning til Dødehavsrullerne. Rullerne indeholder blandt andet bibelske tekster og stammer formentlig fra omkring 100 år efter Kristus fødsel.

Jeg synes, at den moderne kunstsamling og skulpturhaven er mest interessant, hvorimod historien om Dødehavsrullerne er mere interessant end selve udstillingen

Museets hjemmeside
Placering på Google Maps

#7
Tmol Shilshom Café
Cafe/Restaurant

Tmol Shilshom Café, Jerusalem

I modsætning til Tel Aviv så er der ikke mange gode spisesteder i Jerusalem. Et af mine favoritsteder er dog den lille hyggelige café Tmol Shilshom. Stedet er meget passende opkaldt efter denisraelske forfatter, som har modtaget Nobels litteraturpris. Caféen ligger på 1. sal i en gamle bygning fra 1800-tallet. Stedet er propppet med bøger i de mange reoler. Ofte er her litteraturoplæsninger, filmaftner og andre kulturelle arrangmeneter.

Maden er udmærket, men du skal komme her for at opleve stemningen med byens unge og intellektuelle.

Caféens hjemmeside
Omtale på TripAdvisor
Placering på Google Maps

#8
Jerusalem Hotel
Overnatning

Dette hotel ligger ved Damascus Gate i den arabiske/muslimske del af Jerusalem, og stedet har også en helt særlig arabisk stemning. Oprindeligt var det en politistation under det osmanniske styre, men den flotte gamle bygning et stemningsfyldt hotel i dag.

Hvis jeg ikke skulle bo på hotel i Jerusalem, så ville jeg vælge et Airbnb-sted i området ved Mahane Yehuda Market, som jeg har omtalt tidligere i denne artikel

Hotellets hjemmeside

—-
Få mere inspiration til oplevelser i området:

Israel
Palæstina

 

Noter:
(1) Fra bogen “Jerusalem – vide verden”, Aarhus Universitetsforlag 2014
Følgende fotos er hentet fra Flickr.com
Austrian Hospice
Steve Conger, Flickr, Creative Common Licens CC BY-NC-ND 2.0
Mea Shearim
Dedube, Flickr, Creative Common Licens CC BY-NC-ND 2.0
Yad Vashem
IsraelTourism, Flickr, Creative Commn Licens CC BY-SA 2.0
Israel Museum
zshort1, Flickr, Creative Common CC BY 2.0

Læs flere rejseartikler fra Taste the World

Denne hjemmeside bruger cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af godkender du cookiepolitikken.