Når vi rejser ud, så vil vi som regel gerne se smukke bygninger, imponerende monumenter og flot natur. Men begiver vi os lidt uden for de typiske turistattraktioner, så kan det betyde uventede og spændende oplevelser. En af disse oplevelser er et besøg på Tel Aviv Central Bus Station i den sydlige del af byen. Kom med på tur til dette bæst af en bygning.
Hør som podcast
Store drømme der gik helt galt
Den er grim, lugter af tis og står halvtom og forfalden hen. Men Tel Aviv Central Bus Station er absolut et besøg værd, hvis du skal til Tel Aviv. Dette er historien om store drømme og en byggematador, der troede, alt var muligt. Men det gik helt galt.
Da jeg går op af ad Levinski Street ændrer stemningen sig pludseligt. Selvom jeg kun er to km fra byens flotte strandpromenade, så føles det som om, at jeg er i et helt andet land. På gaden sidder en narkoman med en deform hånd og tigger. Højt over os svæver en vej-rampe, som spærrer for lyset. Her suser busserne ind og ud af stationen i døgndrift.
Jeg går langs den store betonbygning uden vinduer og leder efter hovedindgangen. Jeg skal mødes med vores guide, som skal vise os rundt i det, der engang var verdens største busstation – (nu ligger den på en anden plads).
Efter noget tid finder jeg vores guide Liby og den lille gruppe af mennesker, som skal med på rundvisningen. Vi begiver os ind i det slidte monstrum af en bygning. Vi er nu i ‘velkomstområdet’. Over os hænger en række af lamper, som forsøger at danne en lysekrone. Kun én af lamperne virker, og det symboliserer meget godt hele bygningens tilstand.
Selvom vi er i stueetagen, så føles det som om, at vi allerede er langt under jorden. Vi begiver os ned af en smal, men livlig handelsgade. Her sælges alt fra plastiksko til billigt legetøj. Gangen er trang, luften tæt og en anelse klaustrofobisk.
A city under a roof
Vi går forbi de mange små butikker og er nu i hjertet af busstationen. Her er der frit udsyn til etagerne over os. De står alle næsten tomme hen. Guiden fortæller, at arkitekten Rami Karmi havde forestillet sig bygningen som “a city under a roof”. Bygningens hjerte forsøger desperat at ligne et bytorv. Men her er ikke meget liv. En McDonald’s lyser op med sit gule logo, og et par gadelamper forsøger uden held at give indtryk af en rigtig by.
Vi drejer til højre ned af en gang. Nu går vi alene i lange gange, hvor alle butikkerne er lukket. Der er i alt 1.500 butikker i bygningen, men under 600 er i funktion.
Vores guide fortæller, at indretningen er lavet med inspiration fra kasinoer i Las Vegas. Er du først kommet ind, så er det svært at finde ud igen. Bygningen er bevidst indrettet som en labyrint, så du farer vild. Tanken var, at jo længere du bliver – jo flere penge bruger du. Men det fik den stik modsatte effekt. Folk bliver væk. Visionen var, at en million mennesker skulle komme igennem hver dag.Men på en god dag kommer her omkring 50.000.
Oppe på næste etage er der pludseligt liv igen. Filippinske kvinder har indtaget dette hjørne af bygningen. De er i havnet i Israel, hvor de arbejder som plejepersonale for ældre. Her er små filippinske restauranter, supermarkeder med asiatisk mad, rejsebureauer og endda et datingbureau, der forsøger at matche israelske mænd med filippinere.
Atomsikret kælder med våbenlager
Vi går et par etager ned og er nu 50 meter under jordens overflade. Her er helt øde, mørkt og fugtigt. Der hænger filmplakater fra 90’erne, for her var der engang en biograf med seks sale. Tanken var, at buspassagerer lige kunne se en film mellem et busskifte, men det kom aldrig rigtig at fungere. Fra samme etage var der også adgang til busserne.
Men på grund bussernes udstødning kom der så meget luftforurening at hele etagen blev lukket. I stedet for byggede man endnu en etage på toppen, hvorfra busserne nu kører fra. Tanken var ellers, at man ankom i f.eks. kælderetagen og så skulle køre videre med en bus fra taget. Undervejs blev man ledt forbi de mange butikker. Men da underetagen lukkede, så døde strømmen af mennesker, og så lukkede mange butikker – og biografen – hurtigt.
Fra biografen går vi op ad ad en smal rampe og står nu på den tidligere holdeplads for busserne. Vi fortsætter ned i en tunnel og havner nu i et kæmpe og øde parkeringsområde. Her holder en hel koloni af flagermuse til. De flyttede ind, da busserne og bilerne flyttede ud.
Vi gå nu længere ned og står nu i et meget mørkt område, som også kan benyttes som beskyttelsesrum i tilfælde af en atomkrig. Vores guide viser en dør med med en masse sikkerhedsanordninger og blinkende lamper. Her har det israelske militær et våbendepot, der stadig er i brug, fortæller hun.
Et jiddisch bibliotek
Tilbage i butiksområdet adskillige etager oppe, finder vi pludseligt et bibliotek fyldt med gamle bøger på jiddisch (det sprog jøderne talte i Østeuropa før 2. verdenskrig). Her en hyggelig stemning og vi tager et kort hvil i en af de mange lænestole, men det føles hele tiden som om, at vi bliver ramt af jordskælv. Det er busserne på den øverste etage, som får bygningen til at ryste.
Stedet for dem de andre ikke vil lege med
For de fleste israelere er busstationen noget af en skamplet og et sted, man helst ikke kommer. Men de mange tomme kvadratmeter har givet plads til dem, som ikke har råd til at være andre steder. Eller til dem som “de andre ikke vil lege med.”
De filippinske hjemmehjælpere har overtaget et hjørne af bygningen. Andre steder er små teatergrupper rykket ind. Kunstnere har indrettet et par enkelte gallerier. Så måske der håb for den store kolos? Hvem ved, måske ender Tel Aviv Central Bus Station med at være New Yorks svar på SoHo?
Busstationens historie
Idéen til Tel Aviv Central Bus Station opstod allerede i starten af 1960’erne. En lokal forretningsmand havde store forhåbninger for Tel Aviv og det unge land Israel. Han ville bygge en busstation, som verden ikke havde set mage til.
Visionen om en busstation som verden ikke havde set mage til[/caption]
De oprindelige tegninger viser en bygning i to etager. En etage til handel og en etage til busserne. Men da de to daværende busselskaber ikke ønskede at dele samme etage, blev endnu en etage tilføjet.
Byggeriet skred langsomt fremad i 1970’erne, men det stoppede i 1976, da der ikke var flere penge tilbage i kassen. Og i mange år stod der kun et skelet af en bygning.
Der blev efterhånden fundet flere investorer, men der var stadig ikke penge nok til at gøre bygningen færdig. Derfor blev der tilføjet endnu flere butikker og etager til bygningen, så salget af disse kunne være med til finansiere færdiggørelsen af busstationen. Det skete af flere omgange. Og da stationen endeligt åbnede i 1993, så var der i alt seks etager med ca. 1.500 butikker, som alle var blevet solgt.
Sådan besøger du Tel Aviv Central Bus Station
Guidet rundvisning
Busstationen opleves bedst på en guidet tur, som bookes via nettet hjemmefra. Det er også muligt selv at gå på opdagelse, men du vil lynhurtigt fare vild og ende steder, der kan virke en anelse uhyggelige.
Turen tager ca. 2½ time, og du kun bestille en tur her (ikke reklamelink):
Sikkerhed
Når man kommer til stationen, så kan det virke en anelse skummelt. Men ifølge vores guide, så er det sikkert at færdes i området – både ude og inde. Man kan dog hurtigt fare vild og havne et øde sted, så jeg vil anbefale, at du altid følges med en.
Her ligger Tel Aviv Central Bus Station
Busstationen ligger i den sydlige del af byen. Det er muligt at gå til stationen fra de fleste steder i byen. Der kører også en del bybusser. Har du Google Maps, kan du lave en rejseplan.
Adresse
Levinski 108
Tel Aviv
