Kadiköy – Istanbuls oversete bydel

Ikke mange turister vælger at bo i Istanbuls oversete bydel Kadiköy. Og det er en skam. For vælger du at bo her, så slipper du for de mange andre turister. Men du får også et indblik i, hvordan helt almindelige mennesker lever og bor i byen. Og så er det samtidig et sted, hvor der er plads til alle. Her møder du for eksempel bohemerne, hippierne, kunsterne og folk fra LGBTGI+-miljøet. Og så er området fyldt med små hyggelige caféer og restauranter.

De fleste turister, der besøger Istanbul, vælger at bo på den europæiske side i byen. Oftest i området Sultanahmet, hvor man finder byens kendte moskéer og den store basar. Mange bor også i området ved Taksim Square, hvor der er fyldt med restauranter, butikker og natteliv. Fordelen ved at bo i disse kvarterer er, at du er tæt på de klassiske turistattraktioner. Ulempen er, at områderne er fyldt med turister. Priserne høje i forhold til andre steder i byen.

Bo i Asien imens du er i Istanbul

Istanbul er den eneste by i verden, der ligger i to verdensdele – Europa og Asien. Bydelen Kadiköy ligger i den asiatiske del. Her er der den smukkeste udsigt til Marmarahavet og Istanbuls europæiske kvarterer.

Da jeg besøgte Istanbul i september 2022, boede jeg i Kadiköy. Her er syv ting, som jeg særligt lagde pris på ved at bo i området:

1

Bliv en del af hverdagen i Istanbul

Kadiköy har ikke de store turistattraktioner, som du vil opleve på den europæiske side. Men her bliver du en del af hverdagen i Istanbul. I Kadiköy spiller mændene skak på fortovscaféerne, mens de sipper te. Den gamle bedstemor sidder på sin stol i gaden og holder øje med livets gang. De lokale grønthandlere sælger grøntsager, som er dobbelt så store som Nettos.

Interesserer du dig for mad, så gå ind i et af de mange lokale supermarkeder. Det er altid sjovt at se, hvordan sortimentet adskiller sig fra det vi kender i Danmark. Og så er priserne helt i bund.

2

Kadiköy er kvarteret med plads til alle

Istanbul er en ret progressiv by på niveau med mange andre europæiske storbyer. Kadiköy er bare en anelse mere fremme i skoene end resten af byen. Her er der regnbueflag i caféerne, og du ser to af samme køn holde hinanden i hånden på gågaden.

Kadiköy er kunstnernes bydel, hvor du kan gå på opdagelse i masser af små gallerier. Her bor mange af Istanbuls unge fordi huslejen er forholdsvist billig. Kadiköy er også stedet for fastboende “digitale nomader”, som sidder ved cafébordene og arbejder dagen lang.

3

Kadiköy er ikke fyldt med turister - endnu

Yeldeğirmeni - Kadiköy Istanbul

Istanbul er en af de mest besøgte storbyer i verden. Det mærker man tydeligt, når man går rundt i Sultanahmet, hvor de største turistattraktioner ligger. Mængden af turister kan være enorm. Her er der souvenirbutikker overalt, og restauranterne er fyldt med turister. Menukort er på engelsk, og tjenerne taler godt engelsk.

I Kadiköy så jeg ikke en eneste souvenirbutik. På restauranter og caféer sidder der flere lokale end turister. Til gengæld er der ikke lige så mange, der taler engelsk. Men du kommer langt med Google Translate og kropssprog.

Turisterne er langsomt ved at opdage Kadiköy og naboområdet Moda, som er kåret som et af de “coolest neighborhoods in the world” af flere rejsemagasiner. Skynd dig at besøge Kadiköy, inden alle de andre turister opdager området.

4

Kun 25 minutter fra de store turistattraktioner

Selvom du ikke bor ved de store turistattraktioner, er du alligevel tæt på. Der sejler færger mellem Kadiköy og den europæiske side af Istanbul i pendulfart. Turen tager kun 25 minutter, og det er en fantastisk oplevelse med udsigt over Marmarahavet og byen på de to kontinenter. Har du et Istanbul Kart (rejsekort), koster turen kun et par kroner.

Kadiköy Istanbul - den gamle banegård
Når du tager færgen, sejler du lige forbi den gamle, nedlagte banegård i Kadiköy. Planen var, at der skulle gå tog hele vejen til Bagdad herfra. En plan der aldrig blev til noget desværre.

5

Kadiköy er billigere end Istanbuls turistområder

En anden fordel ved at bo i Kadiköy er, at alting er billigere – sammenlignet med de turistede områder. Det gælder overnatning på hoteller og Airbnb, men også når du spiser på restaurant eller snupper en kop kaffe på en café. Det er min erfaring, at priserne ligger 20-30 % lavere i Kadiköy end på den europæiske side.

6

Mange lækre caféer og gode restauranter

Tyrkerne lever meget mere deres liv på gaden, end vi gør i Danmark. Overalt er der små, hyggelige caféer og restauranter, hvor man mødes med venner og familie. I Kadiköy er udvalget af caféer enormt. Der er den traditionelle slags, hvor primært de ældre mænd sidder og drikker te. Der er også mange moderne caféer, hvor de fleste gæster vælger havremælk i caféen.

Er du sulten, er udvalgt af restauranter også kæmpestort. Her er alt fra stande, der sælger durum kebab, til ‘fine dining’ på Michelin-niveau. Er du hoppet med på den grønne bølge? Så er Kadiköy vist den bydel i Istanbul, som har flest vegetariske/veganske restauranter.

Der er rigtig mange gode steder at spise og drikke i Kadiköy, men her er et bud på fra mig, som du bør prøve:

Hyggelig og smart lille café med god morgenmad og et stort udvalg af kaffe. Stedet har en grøn baggård, hvor du kan nyde din mad, hvis vejret er godt. Da jeg besøgte Kadiköy spiste jeg ofte morgenmad her, da min Airbnb lå lige i nærheden.

Denne restaurant har tilladelse til at servere alkohol (ikke alle restauranter og barer må servere alkohol i Istanbul). Et hyggeligt sted at sætte sig og få en iskold øl. Sæt dig ved et bordene udenfor på fortovet, så du kan følge med i livet på den livlige Duatepe Street

Müjgan Yeldeğirmeni - Kadiköy Istanbul

Kom her for at få deres fantastiske tyrkiske morgenmad. Du får en kæmpe bakke ind med masser af forskellige retter. Der er blandt andet tyrkisk omelet i tomatsovs, små tyrkiske pølser, pesto og masser af frisk brød. Husk også at få et glas friskpresset appelsinjuice.

7

Bo i området der hedder Yeldeğirmeni

Kadiköy er et lille område, hvor alt er inden for gåafstand. Du kan finde et hotel eller en airbnb-lejlighed hvor som helst. Men jeg vil anbefale dig at bo i den del af bydelen, der hedder Yeldeğirmeni. Her er du tæt på det hele, stemningen er afslappet, og der er mange gode caféer. Særligt gaden Karakolhane og dens sidegader er jeg vild med. Her er et godt miks af det progressive og mere traditionelle liv i Istanbul.

Yeldeğirmeni ligger tæt på havnen, hvor der er færger til den europæiske side. Fra havnen finder du busserne, der kører direkte til Istanbuls to lufthavne, når du skal hjem igen.

Sådan kommer du til Kadiköy

Bor du på den europæiske side under dit besøg i Istanbul, så kan du sagtens besøge Kadiköy på en dagstur. . Det tager kun 25 minutter med færgen at sejle over til den asiatiske side. Du finder færgen på den europæiske side ved det område, der hedder Eminonu. Færgerne sejler i pendulfart det meste af døgnet.

Når du først er i Kadiköy, så er området ikke større, end at du sagtens kan gå rundt.

 

Sporvogn - Kadiköy Istanbul

Skal du fra en af Istanbuls to lufthavne, så kan du læse min artikel om, hvordan du kommer fra lufthavnen og ind til byen her:

Mere rejseinspiration til Istanbul

Ny her på Taste the World?

Per Sommer

Hvis det er første gang, du er på denne hjemmeside, så undrer du dig måske over, hvor du er havnet?

Jeg hedder Per Sommer og dette er min personlige rejseblog, som jeg driver fordi jeg elsker at rejse. Du kan læse mere om min hjemmeside her:

Læs flere rejseartikler fra Taste the World

Denne hjemmeside bruger cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af godkender du cookiepolitikken.