15 ting du skal vide, før du rejser til Israel

Tips før du rejser til Israel

Israel er et helt unikt land at rejse til. Det er som en Maggi-terning – et land spækket med så mange oplevelser –  og så er det på et område mindre end Jylland. 

Fra verdensreligionernes højborg Jerusalem er der under en times kørsel til livsnydernes og it-nørdernes hovedstad Tel Aviv. Men Israel er så meget mere. Det er også det Døde Hav, dykkerferie ved Rødehavet, og så er det porten til Palæstina. Besøg de palæstinensiske byer Hebron, Bethlehem og Ramallah og få et mere nuanceret indblik i hvor forskelligt israelerne og palæstinenserne lever dør om dør.

Israel er et af de lande, som jeg har besøgt flest gange, og i denne artikel har jeg samlet 15 ting, som du skal vide, før du rejser til Israel.

#1 Tag trygt afsted. Israel har styr på sikkerheden

Jeg har været i Israel otte gange nu. Og hver gang jeg skal afsted, så er der altid nogen, der spørger, om jeg ikke er bange for at besøge et land med så høj risiko for terror. Sandheden er, at der har været flere terrorangreb i store europæiske byer, end der har været i Israel de seneste 5-10 år. Og udenlandske turister har aldrig været mål for terror i Israel.

Faktisk har jeg altid følt mig ret tryg i Israel, for jeg ved at landet er meget optaget af sikkerhed, hvilket gør, at myndighederne har styr på sagerne.

Du kan rejse sikkert i det meste af landet, men Udenrigsministeriet anbefaler, at man holder sig væk fra grænseområdet ind mod Gaza, da Hamas fra tid til anden skyder små kortdistance-raketter ind mod Israel.

Læs mit blogindlæg:

Er det sikkert at rejse til Israel?

Du bør altid holde dig opdateret med den seneste rejsevejledning fra Udenrigsministeriet:

 Udenrigsministeriets Rejsevejledning for Israel

#2 Planlæg og prioriter: Landet er lille, men har meget at byde på

Selvom Israel er mindre end Jylland, så er det pakket med oplevelser. Så planlæg og prioriter hjemmefra, hvad du gerne vil se. Er det første gang, du skal besøge landet, så bør du selvfølgelig besøge Jerusalem. Med lidt stram planlægning, så kan byen klares på en dag. Men jeg vil anbefale, at du bruger to dage.

Med to dage, så har du også tid til at se nogle alternative sider af byen:

Tel Aviv er en af mine yndlingsbyer, og her bør du også afsætte god tid. Byen kan ved første øjekast virke lidt rodet og uskøn. Men har du først lært byen at kende, så er jeg sikker på, at du også vil falde byens charme.

Her er mit bud på, hvad du kan lave på en dag i Tel Aviv:

Herudover vil jeg også anbefale førstegangsbesøgende en tur til Det Døde Hav med en tur i det salte vand.

#3 Israel er ikke et billigt land

Lande i Mellemøsten er generelt billige at besøge, men det gælder desværre ikke for Israel. En af årsagerne er, at Israel har fået en meget stærk økonomi de senere år.

I 2015 kostede 1 israelsk shekel ca. 1,50 kr. I dag (august 2019) koster den ca. 1,91 kr. Det er stigning på ca. 21 %. Forvent at priserne er på niveau eller lidt dyrere end her i Danmark.

Seneste vekselkursus

Hoteller i Israel er som regel meget dyre. Af samme grund har jeg boet i Airbnb, hver gang jeg har været på besøg. Der er et stor udbud på Airbnb, og det er muligt at finde noget, som er langt billigere end hoteller. Find en lejlighed i f.eks. Neve Tzedek eller Florentin, som er et par af Tel Avivs hyggeligste kvarterer.

Tips før du rejser til Israel​
Det er muligt at finde gode Airbnb-lejligheder i det meste af Israel og Palæstina.

#4 Indrejse til Israel - vær forberedt

En af de første israelere, som du formentlig vil møde, er personen i paskontrollen i Ben Gurion-lufthavn i Tel Aviv. Og det vil formentligt ikke være et særligt hjerteligt møde. Paskontrolløren tager sit arbejde meget alvorligt og vil stille dig en række spørgsmål, inden du bliver lukket ind i landet. Det er ikke her, hvor du skal stå at lave sjov eller blive irriteret over dårlig ‘kundeservice’. Du vil formentlig blive spurgt om, hvilke steder du skal besøge, og på hvilken adresse du skal bo. Så sørg for at have informationerne klar. Vær 100 % ærlig og fortæl også, hvis du skal besøge et af de palæstinensiske områder.

Sidst jeg var i Israel skulle jeg to dage til Ramallah, som ligger i det palæstinensiske område. Da jeg fortalte paskontrolløren om mit besøg til Ramallah, blev hun meget skeptisk og virkede også ret fornærmet. Der kom et par sure ekstra-spørgsmål, men blev derefter jeg lukket ind.

Mange arabiske lande vil nægte dig indrejse, hvis du har et israelsk stempel i dit pas. Men heldigvis får du ikke stempel i passet mere mere. I stedet får du en ‘løs billet’, som bliver lagt i dit pas. Gem den, da du skal vise den, når du rejser ud igen.

Du kan godt besøge Israel, selvom du har besøgt arabiske lande. Men et stempel fra f.eks. Libanon eller Iran vil vække opsigt, og du vil formentlig blive spurgt til dine besøg i disse lande.

Har du dansk pas, så kan du rejse ind i Israel uden visum.

#5 Få et israelsk SIM-kort

Det er hundedyrt at bruge dit danske SIM-kort i Israel. Så husk at tjekke, at du har slået data-roaming fra på din telefon, når du lander. 

Der god og gratis WiFi mange steder i landet. Men vil du gerne være online hele tiden, så overvej at købe et SIM-kort i lufthavnen, når du lander. 

Det er godt at kunne komme på nettet, når du f.eks. er i Jerusalem og skal have genopfrisket historien om Grædemuren. Det er essentielt, når du har lejet en bil og skal finde vej til Det Døde Hav.

#6 Husk at opleve både det traditionelle og moderne

Mange tager til Israel for at opleve verdensreligionerne og mærke historiens vingesus i Jerusalem. Men husk også at gå på opdagelse i det moderne Israel, som bedst kan opleves i Tel Aviv. Selvom der kun er 70 km mellem Jerusalem og Tel Aviv, så er de kulturelt og mentalt flere tusinde kilometer fra hinanden.

Det moderne i Tel Aviv oplever du blandt andet i hipster-bydelen Florentin, som er spækket med gallerier, cafeer og gode restauranter. Og kører du træt i religiøs kunst i Jerusalem, så sørg for besøge Tel Aviv Museum of Art.

 Tel Aviv Museum of Art

#7 Weekenden starter torsdag aften

Den jødiske weekend hedder Shabbat og starter allerede  torsdag aften.  I princippet svarer israelernes fredag til vores lørdag, hvor de fleste butikker og en del restauranter lukker tidligt (kl. 14.00). Om lørdagen er langt de fleste butikker lukket. Men i en by som Tel Aviv vil du stadig kunne handle i f.eks. mindre supermarkeder. Søndag er en almindelig hverdag i Israel.

#8 Sæt dig ind områdets historie

Mange israelere vil gerne tale om politik og om de mange konflikter i området. Og taler man politik i Israel, så kommer man også meget hurtig ind på områdets historie. Der er krige, intifadaer og meget andet at holde styr på. Wikipedia har en forholdsvis kort og enkel gennemgang af historien:

Israels historie – Wikipedia

#9 Israelerne er som ‘sabre’ så hav lidt chutztpah

Det er aldrig godt at generalisere, men nu vover jeg alligevel pelsen. Sabre er det hebræiske ord for kaktusfrugten. Stikkende på ydersiden, men blød i midten. Ordet bliver brugt af israelerne selv til at beskrive deres væremåde. Mange israelere kan ved første møde virke både barske og meget direkte. Men kommer man først ind på livet af en israeler, så er hun/han utroligt imødekommende og hjertevarm.

Sidst jeg var i Israel, sagde en af de lokale til mig, at jeg skulle have noget “chutzpah”. Han syntes, at jeg var for høflig og forsigtig. Chutzpah er jiddisch og svært at oversætte, fordi det ikke er særligt dansk. Men det betyder noget i retning af at være lidt kæk. Spring ud i det.

#10 Mød israelerne over et måltid

For nogle år siden var jeg i Tel Aviv, hvor jeg via hjemmesiden EatWith havde booket en middag hos en israelsk familie. Det var lidt underligt at møde op hos en familie, jeg aldrig havde mødt før. Men det endte med at blive en helt uforglemmelig aften. Vi fik masser af god mad, og jeg fik et førstehåndsindtryk af, hvordan det er at leve i Israel.

Læs mere om min oplevelse her:

Drop restauranten på ferien. Spis privat og få dig en helt unik oplevelse

EatWith’s hjemmeside

#11 Israel er det eneste LGBT-venlige land i Mellemøsten

I Mellemøsten findes der ingen LGBT-venlige lande – bortset fra Israel. Tel Aviv er der, hvor tingene sker, selvom du også kan finde et drag show i Jerusalem, hvis du leder. Det er her langt de fleste homoseksuelle bor, og hvert år i juni afholdes verdens næststørste pride-parade.

Pride i Tel Aviv – Facebookside

Tips før du rejser til Israel​ Priden i Tel Aviv er den næststørste i hele verden med over 200.000 deltagere.

#12 Besøg også Palæstina

Er du i Israel, så kan du også sagtens besøge de palæstinensiske områder på Vestbredden (Gaza er helt lukket for besøg). Der findes flere dagsture fra både Jerusalem og Tel Aviv. De fleste turister besøger byerne Bethlehem og Hebron. Du kan også besøge Ramallah – den midlertidige hovedstad – og måske Rawabi, den første planlagte by på Vestbredden. Dit besøg vil være et positivt bidrag til den palæstinensiske økonomi.

Jeg har tidligere benyttet mig af denne rejsearrangør

Green Olive Tour

Du kan også høre min podcast fra Ramallah:

Besøg i Ramallah – Podcast

Læs om Rawabi – den første planlagte by på Vestbredden.

#13 Husk drikkepenge

Det er normalt at give drikkepenge på restauranter og caféer. Du bør lægge 10-15 %. Køber du bare en drink/drik, så skal du lægge et par shekel. Enkelte steder lægger de automatisk drikkepenge på regningen, og så skal du selvfølgelig ikke lægge yderligere.

Det er ikke kutyme at give drikkepenge til taxachauffører.

#14 Få momsen refunderet

Som allerede nævnt, så er Israel et forholdsvist dyrt land at besøge. Den gode nyhed er, at du kan få momsen refunderet på de fleste varer, som du tager med ud af landet. Så er du gået shop-amok, så kan du få momsen på 17 % refunderet, når du rejser ud.

Der er dog en række krav, som du kan læse om her:

VAT Refund in Israel

Inden du tjekker din bagage ind på flyet i Ben Gurion lufthavnen ved Tel Aviv, så er der en skranke, hvor du skal vise dine bon’er. Du vil også blive bedt om at vise enkelte af de varer, som du har købt. Når du er kommet ind i transit-området, så er der en anden skranke, hvor du kan få pengene udbetalt. Det er lidt besværligt og kræver en del tålmodighed.

#15 Udrejsen

Når ferien er slut, så vil du formentlig skulle flyve hjem fra Ben Gurion-lufthavnen, som ligger ca. 20 km øst fra Tel Avivs centrum. Og her bør du altid komme i god tid. Minimum tre timer før afgang. Du skal nemlig igennem et grundigt sikkerhedstjek for at komme hjem.

Når du tjekker din kuffert ind, så vil du blive interviewet af sikkerhedsagenter, som vil spørge til din tur. Kender du nogen i Israel? Hvor har du været? Hvem rejser du med? Og har du modtaget nogle gaver? Og en lang række andre spørgsmål. Hvis du vækker en eller anden form for mistanke, så kan du risikere at komme gennem et grundigt tjek, hvor al din bagage vil blive gennemgået. Af erfaring har jeg lært, at hvis du siger, at du har modtaget gaver i Israel, så vil næsten med sikkerhed få det store tjek. Så undgå at tage gaver med hjem.

Når du har afleveret din bagage, så skal du igennem et sikkerhedstjek, som minder meget om det, der er i Københavns Lufthavn. Spøjst nok, så må du faktisk gerne have store flasker med med væsker med i din håndbagage i Ben Gurion-lufthavnen.

FInd  alle rejseartikler og podcasts om Israel her

Per Sommer - Tips før du rejser til Israel​ Per i Jerusalem med Tempelbjerget i baggrunden

Ny her på Taste the World?

Per Sommer

Hvis det er første gang, du er på denne hjemmeside, så undrer du dig måske over, hvor du er havnet?

Jeg hedder Per Sommer og dette er min personlige rejseblog, som jeg driver fordi jeg elsker at rejse. Du kan læse mere om min hjemmeside her:

Læs flere rejseartikler fra Taste the World

Denne hjemmeside bruger cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af godkender du cookiepolitikken.