Bedste rejseoplevelser i 2016

Godt nytår til alle læserne på bloggen! I dag skal det handle om de bedste rejseoplevelser, som jeg har haft i det forgangne år.  I 2016 var jeg heldig at få rejst en del, og her har jeg samlet højdepunkterne.

 

Abonner på nyhedsbrev

.

Jeg accepterer at få tilsendt nyhedsbreve. ( Læs mere )

Bedste hotel

Hyatt Regency Hua Hin, Thailand


Normalt, når jeg rejser, så foretrækker jeg at bo privat via Airbnb, men 2016 bød også på et par gode hoteloplevelser. Det bedste hotel var helt klart Hyatt Regency i Hua Hin, Thailand. Servicen var helt uovertruffen. Blandt andet kom personalet rundt og tilbød at pudse os gæsters solbriller, når vi lå ved den flotte pool. Hotellet ligger i en stor park, helt ned til vandet, og man føler næsten, at man bor midt i junglen.

Anmeldelse på TripAdvisor

Bedste Airbnb

Svensk skærgårds-sommerhus


Jeg er kæmpe fan af Airbnb og bruger det ni ud af ti gange, når jeg rejser. Årets absolut bedste Airbnb-oplevelse var et sommerhus, som lå i den stockholmske skærgård. Huset lå smukt ned til vandet med egen badebro og strand. Om aftenen havde vi de flotteste solnedgange.

Bedste museum

Kiasma


I oktober var jeg på en forlænget weekendtur til den finske hovedstad Helsinki. Vejret var ikke det bedste, men heldigvis har byen også en del rigtig gode museer, som man kan søge ly i.

Kiasma – Museum of Contemporary Art er Finlands nationalgalleri, og det gjorde stort indtryk. Både museumsbygningen og de forskellige udstillinger var helt unikke. Der er ikke mange kendte kunstnere, til gengæld har de en kunstsamling, som både forundrer og inspirerer. Museet er tegnet af den kendte britiske arkitekt Steven Holl og fremstår stramt og enkelt. Den faste udstilling består unge og progressive finske kunstnere, som både provokerer og forundrer de besøgende

Bedste by

Detroit, Michigan


Denne amerikanske by indgår desværre ikke i mange danskeres rejseplaner, når de skal til USA. Men den er absolut et besøg værd og er den by, der har gjort størst indtryk på mig i 2016.

Fra at være den førende amerikanske  industri-by i 1950 med 2 millioner indbyggere, er indbyggertallet nu nede på 700.000. Den voldsomme omvæltning skete som en følge af, at byens mange bilfabrikker lukkede en efter en.

Det kan man tydeligt mærke på byen, når man besøger byen. Mange af byens skyskrabere står tomme og får lov at forfalde. Det samme er tilfældet med hele forstader til Detroit – ingen bor der mere og husene står og forfalder.

Men udviklingen er nu vendt, og Detroit er på vej op igen. Byen boomer med iværksættere, som bosætter sig, fordi det er blevet for dyrt at holde til i Silicon Valley. Downtown er ved at blive renoveret og revitaliseret. Smarte caféer åbner viser sig igen i gaderne, hipstersmarte mikrobryggerier flytter ind i byen, og kulturelle tilbud, såsom en opblomstrende musik-scene og teatermiljø.

Bedste begivenhed

Marche Nain Rouge


Ofte kan uventede oplevelser være dem, man husker bedst. Sådan er det gået med den store parade, Marche Nain Rouge, som vi pludselig havnede i under vores besøg i Detroit.

Hvad vi troede var et øde og forladt kvarter, blev pludselig omdannet til den vildeste byfest med musik og mennesker i de smukkeste kostumer. Formålet er at skræmme Nain Rouge (den lille røde dværg) ud af byen, da man mener, han bringer ulykke til byen. Og det gør man selvfølgelig ved at holde den vildeste gadefest.

Marche Nain Rouge bliver afholdt hvert år i marts.

Bedste togrejse

Detroit – Chicago


Siden min første interrail-tur gennem Europa som 18-årig har jeg altid været fascineret af at rejse med tog.

Da vi forlod Detroit for at tage til Chicago, skete det med det tog, der hedder The Wolverine. Turen tager lidt over fem timer, og toget kører gennem USA’s såkaldte Rust Belt. Det navn kommer af de gamle, store industriområder i USA, som nu nærmest er lukket ned, og hvor store befolkningsgrupper er fraflyttet

Undervejs passerede vi kæmpe fabriksanlæg, som var forladte og mest mindede om et scenarie fra en dystopisk science fiction-film. En meget speciel oplevelse og en stærk påmindelse om, hvor hurtigt verden kan forandre sig.

Den sidste del af turen mod Chicago foregik langs kysten til den enorme Lake Michigan og bød også på flotte naturoplevelser.

Bedste aktivitet

Ballontur i Marokko


En drengedrøm gik i opfyldelse, da jeg i marts var i Marrakech, Marokko, hvor jeg for første gang prøvede at flyve i ballon. Det var en magisk oplevelse at svæve en kilometer over jorden og se solen stå op med de smukke Atlasbjerge i baggrunden.

Jeg har tidligere lavet en om ballonturen her på hjemmesiden, som du du kan se her:

Ballontur i Marokko

Bedste arkitektur

Art Deco-skyskrabere i Chicago


Glem New York. Og glem Dubai. Du skal til Chicago, hvis du vil se verdens smukkeste skyskrabere. I 1920’erne blev mange af byens skyskrabere bygget og står nu som nogle af de bedste eksempler på Art Deco-arkitekturen. Skyskraberne afspejler den velstand og optimisme, som mange oplevede i det årti. Det ses blandt andet i dyre byggematerialer og ekstravagante indgangspartier, hvor arkitekterne gjorde noget særligt ud af elevatorer og postkasser(!).

Kommer du forbi Chicago, kan det anbefales at tage på en af Chicago Architecture Foundations mange rundvisninger i byen:

Arkitektur-rundvisninger i Chicago

Bedste gade

South Congress Avenue, Austin, Texas


“Keep Austin Weird” er sloganet for den eneste demokratiske by i staten Texas. Og byen lever faktisk meget godt op til sit slogan. Da jeg besøgte byen i det tidlige forår, gik jeg flere ture på gaden South Congress Avenue. Her finder man både mærkelige butikker og restauranter, f.eks. Allen’s Boots, som må være verdens største butik udelukkende med cowboy-støvler. Du finder også små, funky butikker med smart tøj, lækre restauranter, street food og old-school barbersaloner. De sidste benyttes flittigt af kvarterets mange hipstere, når de skal have trimmet skægget.

Bedste restaurant

Gaijin, Helsinki


Asiatisk i Finland lyder umiddelbart som et paradoks. Men Gaijin i Helsinki har jeg kåret til årets bedste restaurantoplevelse
Da vi ankom til restauranten, startede det hele faktisk ret skidt. Det viste sig nemlig, at der var koks i deres bookingsystem, og vores bord var givet væk til nogle andre gæster. Vi fik dog plads i baren, hvor vi sad lige ved gutten, der miksede alle husets cocktails. Maden, der var asiatisk fusionskøkken, smagte fantastisk og var flot anrettet. Aftenens højdepunkt var dog bartenderen, som vi faldt i snak med, og som vi fik til at lave smagsprøver af husets mange lækre drinks.

Bedste tøjbutik

Pure Waste, Helsinki


Vidste du, at det kræver mere end 11.000 liter vand at producere et kilo. bomuld? Det vidste jeg ikke før mit besøg i herretøjsbutikken Pure Waste i Helsinki. Butikken, der ligger i hjertet af Helsinki, har som mission at gøre tøj mere bæredygtigt. Det gør de ved at genanvende rester fra konventionel tøjproduktion, så de undgår at farve tøjet og dermed skærer drastisk ned på den mængde af vand, der ellers normalt skal anvendes.

Kommer du forbi Helsinki, giver det derfor mening at kigge forbi den funky butik og købe en kasket, t-shirt eller hættetrøje. Deres produkter kan også købes på nettet.

Kan du lide hvad du læser? Så følg Taste The World:

Facebook 

Twitter

More from Per Sommer

Så kommer det til at handle om Japan

Jeg er lige kommet hjem fra 14 fantastiske dage i Japan. Det...
Læs mere

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *