Tilbageblik på rejseåret 2018 og forventninger til 2019

Det er årets først dag i 2019, og og jeg vil gerne ønske alle mine læsere og lyttere et rigtig godt nytår.

Her på årets første dag sidder jeg og gør status over, hvordan det er gået i 2018, og jeg gør mig samtidig nogle tanker om, hvad der skal ske i 2019 her på Taste The World.

Premiere på rejsepodcast

2018 var året, hvor jeg havde premiere på min første rejsepodcast. Jeg har aldrig tidligere lavet podcast, så det var med en vis spænding og nervøsitet, at jeg kastede mig ud i projektet. På YouTube fandt jeg nogle videoer, som gav mig en grundlæggende viden om, hvordan man optager, redigerer og publicerer indhold.

Min første optagelse foregik på et iskoldt hotelværelse i Ramallah på den palæstinensiske del af Vestbredden. Her talte jeg med Tina Vinther Dahl, som fortalte om sit tre måneders ophold i byen.

Siden er det blevet til ti yderligere podcasts i løbet af 2018, hvor jeg har haft muligheden for at møde andre rejsende, som har delt deres fascinerende rejsehistorier.

De tre mest populære rejsepodcasts i 2018

I 2018 var disse de mest populære podcasts:

  1. Caminoen – vandreturen for din sjæl
  2. Cuba. Om at rejse til Caribiens farverige og patinerede ø
  3. Ukraine. Europas ukendte rejseeventyr

Du kan lytte til rejsepodcasts fra Taste The World her:
iTunes Podcast AppSpotifySticherTuneInPodbean

Alle podcasts fra Taste The World

Populære artikler på Taste The World

En af årets højdepunkter i 2018 var min tre ugers rejse til Sydafrika i februar og marts. Det er et land som jeg har besøgt flere gange, og hver gang jeg er på besøg bliver jeg mere og mere begejstret for landet. Naturen er helt uovertruffen, maden er sublim, og så er befolkningen meget venlig og imødekommende.

På min rejse til Sydafrika fik jeg skrevet en række rejseartikler, og det dejligt, at kunne konstatere, at andre også gerne vil læse om landet. To ud af de tre mest læste artikler på Taste The World er fra Sydafrika:

  1. Ti ting, du skal vide, før du rejser til Sydafrika
  2. Fem alternativer til Airbnb
  3. Rejs med tog på tværs af Sydafrika

Hvad kan du forvente i 2019 på Taste The World?

I det nye år vil jeg fortsætte med både at producere rejseartikler og podcasts – og gerne endnu flere end i 2018. En del rejser er allerede planlagt og booket, og det vil selvfølgelig komme til at afspejle sig her på bloggen.

I 2019 har jeg indtil videre planlagt, at besøge følgende steder:

  • Tel Aviv og Jerusalem- januar
  • Sydafrika – februar/marts
  • Lesotho – februar
  • Christiansø – september

Fokus på ansvarlig og bæredygtig turisme

I 2018 fyldte klimadebatten meget i medierne. Blandt andet er der kommet mere fokus på, hvor meget vi belaster kloden, når vi hopper om bord på en flyvemaskine.  Fly er noget af det som udleder allermest CO2. Det gør selvfølgelig ondt at høre, når jeg nu også samtidig er vild med at rejse. Er det muligt at få dækket sin udlængsel og samtidig tage mere hensyn til kloden?

Flyv mere ansvarligt. Sådan begrænser du dit CO2-aftryk

Turismen vokser voldsomt i disse år, og ud over klimaet, så påvirker det også de steder, som vi besøger. Byer som Venedig, Amsterdam og Barcelona er ved at drukne i turisme. Kan vi som rejsende også tage et større ansvar her?

Det er noget, som jeg gerne vil undersøge og sætte mere fokus på i 2019. Og jeg har allerede nogle ideer til rejseartikler, hvor der vil være mere fokus på alternativer til flyrejser og de allermest besøgte steder. Har du nogle ideer til emner, som jeg skal tage op, så skriv gerne i kommentarfeltet nedenfor.

Tak, merci, danke, thank you, شكر, 謝謝

Jeg vil gerne slutte af med at sige tak til alle jer læsere og lyttere, som har lyst til at følge med her på Taste The World.

En stor tak skal også gå til alle de medvirkende i mine podcasts, som ville bruge deres tid på at dele deres rejseoplevelser til andre. Og tak til Karen og Sune, som lavede to gæsteindlæg i løbet af året.

Og så vil jeg også gerne sige tak til venner, kæresten, familien og andre som har bidraget med konstruktiv kritik, korrekturlæsning og mange andre ting.

Læs flere rejseartikler fra Taste the World

Denne hjemmeside bruger cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af godkender du cookiepolitikken.